Ledelse I Undtagelsestilstanden
Tilbage til alle artikler.

Ledelse i undtagelsestilstanden: Corona

Hvad gør du som leder, når dine medarbejderes rutiner er sat ud af spil, og 10 gode råd ikke kan fikse det nuværende kaos med hjemmearbejde, hjemmeskole og hjemmepasning?

Internettet bugner med 10 tips til en stressfri hverdag og 12 gode råd til at få hjemmearbejdet til at fungere oveni hjemmeskole og hjemmepasning. Det kan være svært at overkomme alle de gode råd, når man er presset til sit yderste. Og presset til sit yderste – dét er mange under den nuværende situation, som vist bedst kan betegnes som en undtagelsestilstand; en tilstand, vi ikke kan se enden på, trods børn i de små skoleklasser kommer tilbage til skolen.

Uro, utryghed og stress

Vi er kastet ud på dybt vand. Vores rutiner, som de var før Corona, er nulstillet, og vi skal på ny navigere under en global pandemi. De fleste mennesker trives med rutiner, og det ser HR-seniorkonsulent og stresscoach Hanne Grethe Daugaard tydelige eksempler på nu:

”Udadtil vil de fleste gerne signalere omstillingsparathed, og de siger, at de elsker en afvekslende hverdag med mange bolde i luften, men faktum er blot, at mange af os trives bedst i faste og vante rammer”.

Der findes mange bud på, hvordan man skaber faste rammer på hjemmekontoret, men når der samtidig buldrer en krise uden for vinduet med restriktioner, nedlukninger og genåbninger, kan det være svært at skabe struktur – for vi ved ikke, hvad der sker i morgen. Og netop uvisheden kan skabe uro, utryghed og i værste fald stress hos os:

”Stress opstår blandt andet, hvis en situation virker uoverskuelig og ude af kontrol,” fortæller Hanne Grethe og fortsætter:

Og ude af kontrol kan vi vist godt kalde situationen med hjemmearbejde, hjemmeskole og begrænset social og fysisk kontakt”.

Anerkend situationen

Vi kan starte med at anerkende den mentale undtagelsestilstand, en krise kan medføre. Når vi er sat ud af vores vante element, rykker det ved os. De ting, der normalt kører på rutinen, skal vi nu bruge tankekraft på. Alle situationer er forskellige. Nogle mennesker er pludselig meget alene, og nogle har hele familien under ét tag 24 timer i døgnet uden inputs fra andre. Uanset hvad, så er situationen en anden, end vi husker den tilbage fra starten af 2020.

Nogle medarbejdere føler sig mere produktive, fordi de sidder alene og uforstyrret på hjemmekontoret. Andre er i den stik modsatte boldgade, hvor deres arbejde konstant bliver forstyrret, fordi de samtidig med hjemmearbejde skal undervise deres børn, så de passer deres skole. Uanset den private situation, kan vi alle under Corona opleve, at vi ikke kan levere det, vi plejer.

Der er derfor store krav til virksomhederne under Coronapandemien. Ledere bliver nødt til at anerkende, at det er dén virkelighed, vi alle sammen står i.

Lederens rolle

Stresscoach Merete Norup ved, at det kan være svært for en leder at kende trivslen hos sine medarbejdere, når man fysisk sidder langt fra hinanden:

Som leder er det især vigtigt, at du er nærværende og omhyggelig i din dialog med dine medarbejdere,” siger Merete og peger på, at en e-mail i ny og næ ikke er tilstrækkelig:

Det er ikke godt nok blot at sende en mail og skrive, at folk må sige til, hvis de mangler noget. Folk rækker ikke selv ud, hvis de har det svært”.

Når man som medarbejder er klar over, at éns produktivitet ikke er den samme grundet situationen på hjemmekontoret, er man måske nervøs for at sige det højt af frygt for at blive set skævt til eller i værste fald være den første i køen ved en fyringsrunde. Ligeledes snakker man måske ikke højt om psykisk mistrivsel, fordi man ikke vil være til besvær.

”Som leder kan du ikke tage til takke med ”det går fint”, når du spørger, hvordan din medarbejder har det. Tag en snak på Teams, hvor du kan se kropssprog og reaktioner hos din medarbejder. 1-1-samtaler er vigtigere end nogensinde før. Spørg konkret ind til din medarbejders situation med spørgsmål som: Hvad er din situation, og hvordan passer du på dig selv i den situation,” afslutter Merete Norup.

Vi må få det bedste ud af de vilkår, vi hver især har, og så må vi anerkende, at vi pt lever i en form for undtagelsestilstand, hvor vi må sænke forventningerne til hinanden. Der findes ikke et quickfix, der passer til os alle, da vores hverdagssituationer er forskellige.
Vær nærværende over for dine medarbejdere og tydeliggør, at du har tillid til, at de gør deres bedste i en vanskelig situation.

Del: