Sådan Bygger Du Bro Mellem Studielivet Og Erhvervslivet
Tilbage til alle artikler.

Sådan bygger du bro mellem studielivet og erhvervslivet

Er du i fuld sving med din uddannelse? Flyder ECTS-point, semesterplaner og fredagsbarer sammen med tanken om, hvordan du får dit første fuldtidsjob, så har vi 5 råd til, hvordan du bygger bro mellem studielivet og erhvervslivet.

Som nyuddannet vil du sandsynligvis opleve konkurrence på arbejdsmarkedet. Selvfølgelig appellerer din positive indstilling og dit spritnye diplom til mange arbejdsgivere. Men overvej også at få noget på CV’et, mens du studerer. Her er fem eksempler på, hvad der kan hjælpe dig med at kickstarte din karriere.

Det klassiske: Find et praktikforløb eller opbyg kompetencer med et studiejob

Et praktikophold giver dig chancen for at tyvstarte på voksenjobbet, da du har mulighed for at blive en del af en arbejdsplads over en længere periode. De oplagte fordele er:

  • Erfaring med betydningsfulde opgaver med plads til at lære (og fejle)
  • Indsigt i en branche eller organisation
  • Mulighed for at afprøve din teoretiske viden i praksis
  • Et netværk, der kan åbne døre i fremtiden

Ud over at praktikken pynter på dit CV, så kan du også bruge projektansættelsen til at blive klogere på din karrierevej, og hvad du skal prioritere på din uddannelse.

Meget af det samme gør sig gældende for det relevante studiejob. Det kan dog ofte indebære lidt mere rugbrødsarbejde og flere ad hoc-opgaver. Til gengæld er arbejdstiderne ofte fleksible og nemme at kombinere med studiet.

Det oversete: Et ikke-studierelevant job åbner også døre

Ikke alle jobs er deciderede studierelevante. Men selv disse kan stadig være værdifulde for din fremtid. For alle jobs kræver kompetencer. Om det er dine samarbejdsevner, dit servicegen eller dit kølige overblik, så vil en kommende arbejdsgiver se din arbejdsmoral som et plus og være interesseret i de kompetencer, som kan skabe værdi i jobbet.

Endelig kan et ikke-studierelevant job også udvide dit netværk og åbne døre senere i dit arbejdsliv. Man ved aldrig, hvor og hvornår man støder på en gammel bekendt.

Det eksotiske: Et semester abroad udvikler dig og dine sprogkundskaber

I mange store virksomheder er det en fordel at beherske et eller flere sprog. Og netop dine sprogkundskaber har rig mulighed for at blomstre på et semester i udlandet.

At du udviser kulturel nysgerrighed, omstillingsparathed og får muligheder for at opbygge et internationalt netværk er også et par fede bonusser – både for dig og en kommende arbejdsgiver.

Det passionerede: Ansvar og nye kompetencer med frivilligt arbejde

Frivilligt arbejde er også godt på CV’et. Og tilmed viser du en arbejdsgiver, at du har drivkræft, passion og et værdisæt, som omfatter mere end blot tomme ord.

Det er ikke kroner og ører, der afgør, om du tilegner dig kompetencer. Faktisk er mange steder klar på at give dig ansvar og afprøve egne ideer, da al arbejdskraft modtages med kyshånd i langt de fleste frivilligorganisationer.

Samtidig hjælper du folk, der har brug for det, og tanker point på samvittighedskontoen. Win/win.

Det specialiserede: Skriv din afsluttende eksamen med en virksomhed

Der findes mange store virksomheder, der inviterer til, at studerende skriver opgaver i samarbejde med dem. Det giver virksomheden ny værdifuld viden og dig en fod indenfor.

Kommer den rette virksomhed ikke til dig, så skal du ikke holde dig tilbage med at komme til dem. Kontakt dem og spørg, om de er interesseret i et samarbejde. De fleste virksomheder er vilde med gratis arbejdskraft og værdifuld viden.

Og hvis du er dygtig og lidt heldig, så kan din eksamen pludselig blive til meget mere end blot en laaaaang opgave. For måske din undersøgelse bidrager med værdifulde perspektiver eller konkrete resultater, som virksomheden gerne vil have, at du leverer endnu flere af på den anden side af studiet. 😊

Del: