Oversigt
Brænder du for at blive en del af en spændende energivirksomhed med både nationale såvel som internationale kunder? Og har du fodfæste på dansk lovgivning inden for HR, og er du samtidig ikke bleg for at tømme opvaskemaskinen? Så er du måske den nye kollega, som Temp-Team A/S søger for en af vores kunder i Østjylland.Vi søger en medarbejder, der trives med en bred vifte af forskellige opgaver. Du er blandt andet den, som byder gæster velkommen i huset og samtidig løser en række administrative opgaver på tværs af virksomheden og i bogholderiet. Derudover vil du også assistere på en række HR-opgaver, hvorfor det er vigtigt, at du er bekendt med dansk lovgivning inden for området.
Du bliver en del af en virksomhed med gode og stabile arbejdsforhold, og du får mulighed for faglig sparring og personlig udvikling.
Primære arbejdsopgaver
Det er vigtigt, at du trives i en stilling, hvor du har alsidige og varierende opgaver. Blandt dine væsentligste arbejdsopgaver er dog:
- Administrative opgaver - såsom rejseafregninger og oprettelse af indkøbsordrer
- Kundeserviceopgaver - herunder servicering af gæster og telefonansvarlig
- HR-relaterede opgaver - blandt andet onboarding af nye medarbejdere og kontraktgennemlæsning
- Lettere bogføringsopgaver - heraf afstemning af bankkonti og kreditorer, håndtering af fakturaer mm.
- Praktiske opgaver - såsom at tømme opvaskemaskinen, bestille kaffe, frugt mm.
- Ad hoc-opgaver
Din tilgang til opgaverne er grundig og detaljeorienteret, og du sætter en ære i at aflevere et grundigt og præcist arbejde til tiden. Vi har brug for en medarbejder med "ja-hatten" på, som er enormt løsningsorienteret. Jobbet indeholder også en del rutineprægede og praktiske opgaver, hvilket vi naturligvis forventer, at du fint kan indfinde dig med.
Det falder dig naturligt at være serviceminded og hjælpsom overfor kunder/gæster og kollegaer. Du trives godt med frihed under ansvar - specielt i forhold til løsningen af egne opgaver, og du bidrager gerne flittigt til, at afdelingen som helhed fungerer. Det er vigtigt med et godt drive, der gør, at du venligt, men bestemt, kan holde fast på den enkelte sag og være i stand til at følge den til dørs.
Rent IT-mæssigt forventer vi, at du er dygtig til at bruge IT i hverdagen og Office-pakken i dagligdagen. Derudover er det vigtigt, at du behersker engelsk både mundtligt og skriftligt, da det er virksomhedens koncernsprog.
Praktiske oplysninger
- Der er tale om et vikariat, som i udgangspunktet løber frem til 31/03-2025 med mulighed for fastansættelse for den rette kandidat
- Opstarten er hurtigst muligt, men vi venter også gerne på den rette kandidat
- Udgangspunktet for stillingen er 32-37 timer i hverdagene med mulighed for fleksible arbejdstider
- Lønpakke der modsvarer dine kvalifikationer og erfaring. Heri indgår 10% pension og 9% i fritvalgsordning
Søg jobbet
Har ovenstående fanget din interesse, søger du stillingen ved at vedhæfte et opdateret cv og en motiveret ansøgning. Du kan også skrive en kort tekst om dig selv i ansøgningsteksten ovenfor. Temp-Team A/S varetager denne rekruttering og al henvendelse skal gå gennem Temp-Team.
Grundet GDPR modtager vi ikke cv og ansøgning via e-mail.
Temp-Team
Temp-Team A/S er et landsdækkende rekrutterings- og bemandingsbureau. Vi har 45 års erfaring inden for rekrutteringer til faste jobs og vikarløsninger og dækker et bredt udsnit af brancher. Vi har fokus på høj kvalitet og tæt, personlig kontakt til både kandidater og kunder.
Vi er en del af JuhlerGroup – en international koncern.