Sådan kommer du godt fra start i dit nye job
4 tips til at få det bedste ud af din opstart
Sådan! Du kom igennem nåleøjet, kontrakten er underskrevet, og inden længe begynder dit nye jobeventyr. Forud venter en periode, hvor du kan forvente at blive grundigt introduceret til din nye arbejdsplads – men der findes også en række tiltag, du selv kan gøre for at få komme godt fra start.
Vi har alle været der: Opstarten på dit nye arbejde nærmere sig med hastige skridt. Sommerfuglene basker rundt indeni – og forventningerne til dit nye arbejdsliv med alt, hvad det indebærer, er på sit højeste.
Din nye arbejdsplads har med stor sandsynlighed tilrettelagt et helt onboardingprogram for at give dig en god velkomst og indføring i jobbet. Men der er også en række tiltag, du selv kan gøre for at kickstarte din første tid som ny kollega.
1. Søg viden
Ingen forventer, at du ved alt om virksomheden fra første dag – men med lidt grundig research og ved at opsøge viden selv, skaber du et godt afsæt for din opstart.
Vær ikke bange for at række ud til din nye leder, hvis du har spørgsmål til din opstart, eller hvis noget er uklart for dig i forhold til virksomhedens kultur eller kerneopgave. På den måde viser du, at du tager ansvar for din egen læring, og det er noget, som får langt de fleste ledere til at klappe i hænderne.
2. Ræk ud til dine nye kolleger
”I have an announcement to make”. Mange bruger LinkedIn som et værktøj til at dele jobskifte med deres netværk. Med et personligt opslag får du mulighed for at sige tak for samarbejdet til tidligere kolleger, og for at kickstarte dialogen med dine kommende, nysgerrige kolleger.
3. Giv dine kolleger indblik i, hvem du er
Hvordan giver du dine kolleger et godt indblik i, hvem du er som person? I løbet af din første tid vil du formentlig opleve spørgsmål som ”hvor har du arbejdet før?”, ”hvor bor du?” og ”hvad kan du godt lide at lave i din fritid?”
Det kan være hjælpsomt at reflektere lidt over, hvad man vil fortælle om sig selv. Det kan også tage brodden af nervøsitet, hvis du har tænkt over, hvad du vil svare dine nye nysgerrige kolleger. Derudover kan du overveje at inkludere, hvad du finder interessant ved virksomheden, og hvorfor du valgte jobbet.
4. Vær åben og nysgerrig
På mange måder kan jobstart sammenlignes med en rejse til et nyt land. Du har en god idé om, hvad der venter, men kulturen kan adskille sig markant fra det, som du er vant til. Ved at være åben og nysgerrig får du hurtigere forståelse for kulturen i virksomheden.
I forbindelse med ansættelsesprocessen har du garanteret allerede kigget på din kommende virksomheds hjemmeside – men nu, hvor du rent faktisk har landet jobbet, nærlæser du formentlig indholdet omkring kerneopgaver, kultur og værdisæt med andre øjne.
“It takes two to Tango”
Selvom det godt kan føles som et mentalt maratonløb at starte et nyt sted, vil du kunne lette lidt af presset ved at være godt forberedt. Den gode onboarding hviler på virksomhedernes skuldre, men med enkelte tiltag, kan du også selv bidrage til at få en god opstart.
Held og lykke med din jobstart!