Sådan viser du motivation i jobsøgningen, så det kan mærkes | Temp-Team DK Spring til indhold

Sådan viser du motivation i jobsøgningen, så det kan mærkes

5 gode og ærlige råd til, hvordan du brænder igennem hos arbejdsgiveren

Tilbage til alle artikler.
Alexander Bajer

Alexander Bajer

Kommunikations- og marketingassistent

17. juli 2026

Motivation er stadig et af de vigtigste parametre for arbejdsgivere – særligt hvis du ikke har mange års erfaring på cv’et. Vi giver dig fem konkrete råd til, hvordan du får din motivation til at skinne igennem fra den første kontakt og til jobsamtalen.

Som jobsøgende har du sikkert hørt det igen og igen: ”husk nu at vise, at du er motiveret!”.

For nogen er det en kliché, der burde være åbenlys for enhver, men hvordan viser man det, så det kan mærkes?

Den uerfarnes stærkeste kort

I Ballisagers seneste rekrutteringsanalyse svarer 63 % af 1069 adspurgte arbejdsgivere, at et af de bedste råd, de kan give jobsøgere, er at være tydelig omkring deres motivation. Et råd, der især gør sig gældende for ansøgere uden stor brancheerfaring.

Blandt arbejdsgivere, der har rekrutteret inden for de sidste to år, svarer 68 % nemlig, at overbevisende motivation har været afgørende for, at de har valgt en mere uerfaren kandidat til rollen.

Vi giver dig her fem råd til, hvordan du får din motivation til at skinne igennem – så arbejdsgiveren kan mærke det, og du er ”top of mind”, når de skal udvælge kommende kandidater.

1. Show, don’t tell – fra a til z!

Første råd er måske knap så konkret, men betragt det som et grundlæggende princip, du bør indrette al din kommunikation efter gennem hele jobsøgningsprocessen:

  • I din motiverede ansøgning
     
  • Til jobsamtalen
     
  • I al korrespondance med virksomheden i løbet af processen


Enhver kan sige, at de er motiverede, men at få en arbejdsgiver til at tro på det kræver mere – det kræver overbevisning på flere plan. Så show it:

På overfladen: Måden, du helt overordnet ”bærer dig selv på” via din attitude, forberedelse, nysgerrighed m.m. gennem hele ansøgningsforløbet.

I detaljen: Måden, du helt konkret argumenterer for det, du sælger dig på i ansøgningen og til samtalen.

Mellem linjerne: Den interesse og forståelse, du indirekte udviser for virksomheden og deres forretning/udfordringer i ansøgningen og til samtalen.

2. Prioritér den personlige relation fra start

Når virksomheder skal vurdere, om du passer i rollen, kigger de ikke kun på dine erfaringer og kvalifikationer. De kigger også på, om der er et match personlighedsmæssigt – så du kan lige så godt gøre dit for, at de får et positivt indtryk af dig fra start.

Det kan derfor være en god idé at ringe til virksomheden eller den kontaktperson, der typisk oplyses i jobopslaget, inden du går i gang med ansøgningsskriveriet.

Ikke alene kan det give dig svar på nogle spørgsmål, der vil gøre dig skarpere og mere målrettet i den motiverede ansøgning – opkaldet er også en anledning til at give et mere personligt og umiddelbart indtryk af dig som person.

Brug derfor opkaldet som en anledning til at:

Spørge nysgerrigt ind: Om rollen, teamet eller hvad end der kunne være interessant at få uddybet: Hvordan er sammensætningen af dine potentielle kolleger? Hvordan foregår samarbejde og sparring i praksis? Det skal selvfølgelig være spørgsmål, du ikke finder svar på i stillingsopslaget eller via en simpel Googlesøgning om virksomheden.

Skabe en connection: Kan du ”smile med stemmen” og etablere en god samtalekemi, vil det have en positiv indflydelse på, i hvilket lys de læser og vurderer din motiverede ansøgning.

Husk at være godt forberedt, inden du ringer! Jo bedre forberedt du er med gode spørgsmål, jo bedre kan du slappe af og være dig selv – så de kan mærke, hvem du er, og danne sig et billede af, hvordan din personlighed passer i teamet.

3. Boost din begejstring med research

Du har nu haft et opkald med virksomheden og er blevet klogere på, hvem de er – og de på, hvem du er. Men hvis du vil maksimere dine chancer for at skille dig ud i den motiverede ansøgning, kommer du ikke udenom research:

Hvem er virksomheden? Hvad er deres forretning, og hvem er målgruppen? Hvad står de for, og hvad er deres mission? Og måske vigtigst af alt: hvorfor synes du, at de er attraktive?

Find konkrete eksempler på værdier, målsætninger eller resultater, de har opnået, som du beundrer dem for – og gerne noget, der taler ind i deres egen selvforståelse.

Når du anerkender en virksomhed for noget, den oprigtigt gør godt, bliver det mere troværdigt, at du faktisk ønsker at arbejde netop dér – og ikke bare søger endnu et job. Derfor bør din research ikke kun handle om at forstå rollen og forretningen, men også om at finde dét, der tænder netop din motivation.

Det kan være et projekt, et initiativ, en særlig måde at arbejde på eller virksomhedens position i branchen. Pointen er, at din begejstring skal være konkret og fagligt relevant for den rolle, du søger. Jo tydeligere sammenhængen er mellem det, du fremhæver, og den funktion, du skal udføre, desto stærkere virker det.

Samtidig viser det noget vigtigt mellem linjerne: At du har sat dig ind i virksomheden. At du har valgt dem til. Og at din ansøgning ikke bare er endnu en standardtekst sendt afsted i blinde.

4. Make every word count i ansøgningen

Når du har forstået, hvem virksomheden er, hvad de står for, og hvorfor du synes, at de er attraktive, bliver det langt nemmere at skrive en skarp og målrettet ansøgning.

At skrive motiveret er det modsatte af at skrive i brede, generelle vendinger. Det handler ikke om at helgardere sig. Tværtimod handler det om at afgrænse sig.

Din mission er ikke at liste alt op, du har lavet, men at vinkle skarpt på et nøje udvalgt udsnit af dine erfaringer og få dem kvalificeret som værdifulde for virksomheden og den rolle, de skal have udfyldt.

Skær alt overflødigt fedt fra og få hver eneste sætning til at arbejde målrettet for dig:

  • Begrund, hvorfor dine udvalgte kompetencer og erfaringer fra tidligere jobs er kompatible med virksomheden og den rolle, de ønsker besat.
     
  • Forklar, hvordan dine kompetencer er omsættelige/anvendelige i forhold til de konkrete opgaver, udfordringer og ansvarsområder, der følger med rollen.
     
  • Vis, hvilken konkret værdi du kan tilføre virksomheden.


Vær opmærksom på
den hårfine grænse mellem at begrunde/forklare/vise og at belære. Det er vigtigt, at du ikke kommer til at lyde belærende eller bedrevidende i din argumentation for, hvordan og hvorfor dine kompetencer er relevante for stillingen.

Kom ikke med skråsikre postulater som ”det her er en fordel for jer (basta)”. Hvis du har en kompetence fra en tidligere joberfaring, som er relevant at få med i ansøgningen, bør du forklare, hvordan du forestiller dig, at denne kompetence er omsættelig i forhold til rollen og de opgaver, der følger med.

Husk hele vejen igennem at vise din begejstring mellem linjerne. Motivation handler ikke kun om, hvad du skriver, men også om, hvordan du skriver det.

Kan arbejdsgiveren mærke, at du oprigtigt interesserer dig for deres virksomhed? At du forstår deres virkelighed? At du faktisk har gjort dig tanker om, hvorfor netop denne rolle tiltaler dig?

Når dine argumenter tager afsæt i virksomhedens behov, udfordringer eller ambitioner, bliver motivation ikke noget, du siger – det bliver noget, de kan mærke. Og jo tydeligere de mærker, at du har valgt dem til, desto større er sandsynligheden for, at de vælger dig til.

5. Udvis overskud til samtalen

Når du er til jobsamtalen, handler motivation ikke længere om det, du har skrevet – nu handler det om den energi, nysgerrighed og refleksion, du bringer ind i rummet.

Mange kandidater går til jobsamtale med ét mål: at svare rigtigt på alle spørgsmål. Men de kandidater, der for alvor skiller sig ud, formår også at bidrage aktivt til samtalen. De viser, at de ikke bare ønsker jobbet, men allerede er begyndt at engagere sig i den virkelighed, virksomheden står i.

Det kan være en fordel at aktivere et fagligt forum under samtalen som fx at bringe en relevant observation, undren eller problemstilling op, som knytter sig til rollen, teamet eller virksomhedens branche – for at vise, at du har tænkt over jobbet og oprigtigt interesserer dig for virksomheden og rollen.

Det signalerer overskud. At du er velforberedt. At du er nysgerrig. Og måske vigtigst af alt: at du allerede forsøger at se dig selv som en del af løsningen.

Samtidig er overskud også noget, der mærkes i det små. I måden, du lytter på. I din evne til at være til stede i dialogen fremfor at vente på næste spørgsmål. Og i din villighed til at være dig selv fremfor at forsøge at gætte, hvad arbejdsgiveren gerne vil høre.

I sidste ende er motivation ikke noget, der opstår i én perfekt formuleret sætning. Det er summen af alle de små signaler undervejs, der får arbejdsgiveren til at tænke: “Den her person har virkelig lyst til at være her.”

Del: