Den uopfordrede ansøgning | Temp-Team DK
Tilbage til alle artikler.

Den uopfordrede ansøgning

Uopfordret ansøgning
Den uopfordrede ansøgning adskiller sig fra den opfordrede ansøgning ved, at der ikke er en jobannonce og dermed ikke en konkret jobbeskrivelse med forventninger og definerede arbejdsområder. I praksis betyder det, at du selv skal skrive i din ansøgning, hvad du kan byde ind med af faglige og personlige kompetencer, og hvilke udfordringer du kan løse for virksomheden.

For at kunne ramme et behov hos virksomheden, som de måske endnu ikke selv ved, at de har, kræver det forberedelse, inden du skriver selve ansøgningen.

Dels kræver det grundig research af virksomheden, og dels kræver det også, at du selv har gjort dig klart, hvilke opgaver du gerne vil løse.

Som forberedelse kan det måske hjælpe dig at formulere en jobannonce på dit ønskejob, så du er sikker på, at du får forholdt dig til alle aspekter af det job, som du søger uopfordret.
Efterfølgende kan du bruge indholdet af din brainstorm til at give virksomheden et indtryk af, hvad det er for en type job, du gerne vil i spil til.

I ansøgningen kan du bruge formuleringer som ”jeg forestiller mig”, eller ”måske er det en mulighed”, så du samtidig lader en dør stå åben for, at virksomheden måske kan se dig i en jobsammenhæng, som du ikke selv har tænkt på.

I henhold til GDPR må virksomheden ikke opbevare dit cv i en medarbejders indbakke eller tage imod en fysisk ansøgning, medmindre de straks scanner den ind i deres lukkede personaledatabase. Derfor er det en god idé, at du orienterer dig på virksomhedens hjemmeside om, hvordan de gerne vil modtage uopfordrede ansøgninger.

Del: