Aquasense | Temp-Team DK

Når processen er vigtigere end resultatet: Om Temp-Teams første opgave hos Aquasense

Hvordan finder man en sælgerprofil med teknisk baggrund inden for vandbehandling?
Dét er spørgsmålet, som blev startskuddet til et samarbejde mellem Temp-Team og Aquasense.

Virksomheden havde gennem længere tid haft problemer med at finde en meget specifik profil, og derfor valgte de at alliere sig med Temp-Team. For afdelingsleder i Kolding, Jacob Okholm, var opgaven ikke en helt almindelig én af slagsen:

”Det var fuldstændig nyt for mig, for jeg kender ikke til vandbehandlingsområdet. Det var derfor vigtigt at få kunden til at fortælle om stillingen i detaljer, så jeg var klædt på til at spørge ind til kandidaternes faglighed,” forklarer Jacob Okholm.

Efter at have mødt direktøren for Aquasense, Søren Møller, og være blevet klogere på virksomheden, lavede Jacob Okholm et stillingsopslag. Flere ansøgere blev kaldt til samtale hos Temp-Team, men de passede ikke helt så godt til jobbet, som Søren Møller ønskede.

Jacob Okholm tilpassede stillingsopslaget undervejs, og der blev også lavet en videopræsentation for at lokke flere ansøgere til.

”Resultatet blev ret godt, men vi kom ikke rigtig videre,” fortæller Jacob Okholm.

Efter tre måneder begyndte frustrationen.

”Vi plejer som regel at have noget at arbejde med efter en måneds tid,” siger Jacob Okholm.

På trods af at han fandt profiler med salgsbaggrund og erfaring med vand, mente direktør Søren Møller ikke, at de var de rette til stillingen.

”Selvom det var frustrerende, at der ikke var et match, var det selvfølgelig vigtigt at tage det professionelt med kunden,” fortæller Jacob Okholm, som ikke opgav at finde den rette kandidat.

 

”Hvis man behandler kunden godt, er det ikke nødvendigvis en dårlig ting, at man ikke løser opgaven for vedkommende.”

Jacob Okholm, Temp-Team

 

Processen tog dog en drejning, da direktør Søren Møller justerede sine krav. Det var nu ikke længere nødvendigt, at profilen havde en teknisk baggrund inden for vandbehandling.

”Det var et kæmpe spring, jeg ikke havde set komme,” fortæller Jacob Okholm.

Herfra fandt Søren Møller selv en potentiel medarbejder i sit netværk, som Jacob Okholm tilbød at teste og tage til samtale, selvom hun ikke var en kandidat fra Temp-Teams egen database eller søgninger. Hun blev efterfølgende ansat hos Aquasense.

Temp-Teams hårde arbejde og engagement har resulteret i et vellykket partnerskab med Aquasense, selvom vejen dertil ikke var snorlige.

”Hvis man behandler kunden godt, er det ikke nødvendigvis en dårlig ting, at man ikke løser opgaven for vedkommende,” fortæller Jacob Okholm, der allerede har næste opgave fra Aquasense liggende på sit skrivebord.

Han understreger, at det vigtigste er, at det er en god proces for alle – også selvom man ikke altid kan nå i mål som ønsket.