Unique Selling Propositions. Alle virksomheder har dem – skønt nogle er bedre til at sælge dem end andre. Det kan nemlig være svært at finde hoved og hale i, hvordan man adskiller sig bedst fra konkurrenterne og tiltrækker de bedste kandidater først. For at blive klogere på, hvilke medarbejder-USP’er der sælger bedst i 2023, har Temp-Team spurgt tre jobsøgende kandidater, hvad der særligt fanger deres opmærksomhed, når de søger job.
Skønt kandidaterne hver især har unikke idealer om den perfekte arbejdsplads, er der dog fire ting, der går igen i deres besvarelser på, hvad der særligt fanger deres opmærksomhed i jobsøgningen.
🙏 Meningsfuldt arbejde
Det lyder måske ret banalt, men meningsfyldt arbejde er højt på agendaen over, hvad vores kandidater kigger efter i jobbeskrivelsen. Og hvornår er et arbejde så meningsfuldt?
Maria er jobsøgende, og for hende er det vigtigt med udfordrende opgaver, hvor fagligheden kan blive sat i spil:
”Jobindholdet skal gerne være noget, jeg kan se nogle udfordringer i og kan trives med. Det skal give mening for min faglighed og gerne være spændende. Det ville være ærgerligt at lave noget meget kedeligt hos nogen, som ellers har et godt produkt.”
Netop kvaliteten af produktet er noget, Maria lægger vægt på, ligesom hun gerne ser, at det arbejde, hun udfører, tjener et større formål – gerne relateret til bæredygtighed, hvis det vel at mærke kommer fra et oprigtigt sted og ikke bare er et buzzword:
”Der står jo sustainability eller bæredygtighed i næsten alle stillingsopslag nu, for man skal jo mere eller mindre forholde sig til det. Men der er bare nogle virksomheder, hvor det er helt eksplicit, at det er det, de arbejder med.”
Salgsuddannede og jobsøgende Cecilie befinder sig godt i store internationale virksomheder med samarbejde på tværs af landegrænser og sprog:
”Jeg er god til engelsk og flydende i spansk også. Hvis der er internationalt miljø, og jeg kan bruge mine sprogkundskaber, så synes jeg, det er superfedt.”
Rutineopgaver er ikke noget, der tiltrækker Cecilie. Hun vil også gerne udfordres:
”Det værdsætter jeg højt, så man ikke bare sidder og trykker på den samme knap hver dag, men at man har forskellige arbejdsopgaver og bliver udfordret. Det er noget, der motiverer mig.”
👨🏽🤝👨🏻Gode kolleger
En god kollega er en, der kan holde arbejdsmoralen oppe – selv på de tungeste arbejdsdage. Det erfarede jobsøgende Haidee i al den stund, hun arbejdede for en EU-institution i Luxembourg:
”Det er jo et kæmpe maskineri, hvor du som medarbejder bare er et nummer i rækken og derfor ikke rigtig bliver set. Det er kun, fordi jeg har haft fantastiske kolleger, at jeg har haft lyst til at blive der. Så derfor er det noget, jeg kigger meget på nu.”
Og Haidee er ikke alene. For Cecilie er det nemlig også gennem de kollegiale relationer, at hun får energi og holder motivationen kørende på jobbet:
”Det er simpelthen alfa og omega for at komme igennem en arbejdsdag. Også selvom man har nederen arbejdsopgaver – så er det jo fedt, hvis man kan sidde sammen med nogle mennesker, der bare hiver én op, så det bliver en god arbejdsdag. Så arbejdsmiljøet er det vigtigste.”
Et godt kollegialt miljø står også højt på Marias prioriteringsliste. Nærmere bestemt et miljø, hvor man omfavner hinandens faglighed og forskellighed:
”Det er tit ret tværfagligt, det jeg foretager mig, så det er ret væsentligt for mig, at man har respekt for hinanden – hinandens faglighed og person.”
⚖️ Work-life balance
En undersøgelse, som Krifas Videncenter for God Arbejdslyst foretog i 2022, viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem arbejdslyst og balancen mellem arbejde og privatliv: Jo mere balance, jo mere arbejdslyst. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at netop det punkt er noget, vores tre kandidater alle lægger vægt på.
”Privatliv og arbejdsliv skal hænge sammen”, siger Maria og henviser til, at et fokus på ’det hele menneske’ er noget, hun heldigvis oplever flere arbejdspladser er begyndt at gå op i.
Corona er efterhånden en saga blot. Men det på trods, synes den kollektive lockdown at have affødt et fleksibilitetsbehov, der lige siden har hængt ved. I hvert fald for Cecilie:
”Altså, jeg kan også godt lide det der med, at man kan tage sig en hjemmearbejdsdag. Eller hvis man ikke kan nå at møde ind til klokken otte, er det okay, at man kommer klokken ni, fordi man skulle til tandlægen, eller hvad det nu kunne være”.
Haidee er enig i, at der med corona er kommet et stigende behov for fleksibilitet i arbejdet, men tilføjer, at det for hende i høj grad handler om at få familielivet til at passe sammen med arbejdet:
”Arbejdstid og work-life balance – det skal kunne fungere for begge dele – være en giv og tag-funktion”.
🔥 Motiverende indsatser
Ros? Holdånd? Eller måske en weekendtur med kollegerne? Det kan være meget forskelligt, hvad medarbejdere motiveres af. Og det gør sig også gældende for de adspurgte kandidater.
Hensyn til familien har for Haidee vist sig at være en kæmpe motivationsfaktor i et tidligere job, hun havde, mens hun boede i Luxembourg:
”Der blev forventet meget af os. Til gengæld vidste vi også, at vi blev rost, og vi blev set. Og der var en bonus – altså det her er jo sådan helt ekstremt – men i form af en weekendtur med forskellige arrangementer for alle medarbejdere, hvor man kunne tage familie, børn og babysitter med. Som en slags tak til medarbejderen og familien for, at de kan trække meget på medarbejderne. Det, synes jeg jo, er helt fantastisk. Altså det gør jo, at man vil gå en ekstra mil for firmaet.”
Ligesom Haidee mener Cecilie også, at anerkendelse og ros er vigtigt for at blive motiveret. For Cecilie er det dog mere et spørgsmål om, at der er stærk holdfølelse til stede i virksomheden, hvor man ser hinanden og bakker hinanden op, kolleger og ledere imellem.
”Altså medarbejdermotivation – det her med, at medarbejderne virkelig vil nå resultater, og de går på arbejde, fordi de gerne vil det, og ikke fordi de bare skal det. Det her med, at arbejdet er drevet af motivation. At man arbejder, fordi man rent faktisk gerne vil det,” siger hun og fortsætter:
“Jeg siger altid »teamwork makes the dream work«. Man arbejder sammen og føler, at man har nogle kolleger, der også vil det samme som en selv – at man går frem mod målet i samlet flok. Så er det lige meget, hvilken funktion man har i virksomheden. Om man er kantinedame, der laver mad, er lige så vigtigt som produktionsmedarbejderen eller projektmedarbejderen, der sidder på kontoret, eller hvad man nu laver. De er jo alle sammen med til, at vi får det her arbejde gjort.”
Vil du vide mere?
Ovenstående er et øjebliksbillede på, hvilke USP’er et udsnit af vores kandidater finder attraktive. Vil du vide mere, kan du med fordel læse vores guide til hvilke kandidatkrav, som er de hyppigste i 2023.
Hos Temp-Team er vi specialiserede i at skrive jobannoncer, der viser den bedste side af vores kunder, så de kan tiltrække de bedste kandidater. Vil du vide mere om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed med at rekruttere? Så giv os et kald på 70 10 09 44.