28. februar 2023 -
Stort eller småt? Snævert eller bredt? Rekrutteringsforvaltning, faglig sparring eller begge dele? Der er mange spørgsmål, som er relevante at tage stilling til, når man skal vælge rekrutteringsbureau.
Her er en guide, der kan gøre det nemmere at træffe det valg, der giver bedst mening for dig og din virksomhed.
Kommunikationen med bureauet
Rekrutteringsbureauet er din faglige samarbejdspartner, der hjælper dig på sporet af kandidater med kompetencer og evner, der matcher din virksomhed. Du bør derfor vælge et bureau, der forstår dine behov som arbejdsgiver, og som giver dig den tilstrækkelige mængde information undervejs i rekrutteringsprocessen.
- Hvor tæt dialog har du behov for med det valgte bureau? Er det rendyrket forvaltning, eller søger du en blanding af en forvaltning og faglig sparring?
- I hvor høj grad vil du underrettes om resultaterne på diverse screeninger og test af de kandidater, bureauet har i pipelinen specifikt for din virksomhed?
- I hvor høj grad ønsker du at blive ajourført med præsentationer af kandidater, der i forvejen er screenet og testet i at varetage opgaver, der er krævet i din branche?
Faglig sparring til vellykkede rekrutteringer
Mangler du faglig sparring om, hvordan du bedst muligt hilser nye medarbejdere velkommen i din virksomhed? Står du over for at skulle opsige en medarbejder, du gerne vil sende ordentligt afsted – men er i tvivl om hvordan? Så kan du vælge et bureau, der udover at varetage indsnævringen af et kvalificeret kandidatfelt, også yder råd, vejledning og styring af følgende rekrutteringsprocesser:
- Preboarding – sikrer, at din nye medarbejder føler sig ventet, velkommen og parat til at levere fra dag ét
- Onboarding – kører din nye medarbejder sikkert i stilling til sin nye rolle og inkluderer dem i kulturen på arbejdspladsen
- Outboarding – sætter en positiv og konstruktiv sløjfe på opsigelsen, så den afskedigede bedst muligt kommer videre i et nyt job
Kommunikationen mellem bureauet og kandidaterne
Er et tæt og personligt kandidatforarbejde nice-to-have eller need-to-have?
Nogle bureauer er i tæt kontakt med kandidaterne med interview og diverse test fysisk på bureauet, mens andre klarer det meste online eller telefonisk. Nogle virksomheder finder tryghed i at vide, at rekrutteringen af deres nye medarbejder hviler på et personligt engagement og følgeskab i kandidatudvælgelsen, mens det er mindre vigtigt for andre.
- Hvor hånd i hanke bør bureauet optimalt set være med at følge kandidaten til dørs fra første interview til første arbejdsdag?
- Har det værdi for din virksomhed, at bureauet lægger et personligt engagement i at teste kandidaterne og følge personligt op på resultaterne?
- Hvor stort et ansvar eller kompleksitet hviler der på den stilling, du ønsker besat? Et større ansvar/kompleksitetsniveau kræver måske et større behov for blåstempling, og det kan bureauet lettere give dig, hvis de har fulgt kandidaten tæt.
Er bureauet medlem af Vikarbureauernes Brancheforening?
Rekrutteringsselskaber, der er medlem af Vikarbureauernes Brancheforening, er underlagt særlige forpligtelser over for sine kunder – din garanti for, at alt foregår korrekt. Medlemskabet forpligter blandt andet bureauet til:
- at have vikarjuridisk indsigt, der sikrer, at de besidder den nødvendige viden om, hvad vikarbureauer skal tage højde for som arbejdsgiver for vikarer.
- ved optagelse at gennemgå en medlemskontrol med efterfølgende jævnlige stikprøvekontroller.
- at sikre kandidaterne et ansættelsesbevis ved vikariater af mindst en måneds varighed og en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 8 timer.
- at overholde de overenskomster, de har tilsluttet sig, og at disse overenskomster altid fremgår af ansættelsesbeviset.
- at overholde vikarlovens ligebehandlingsprincip, hvis ikke de er tilsluttet nogen former for overenskomster.
Overvej derfor, hvor god en garanti du har brug for – for det afspejler sig formentlig også i prisen.
Kanaler, brancher og stillingstyper
Har du brug for en medarbejder med en helt særlig personlighedsprofil eller knowhow, der ikke hænger på træerne? Så kan det være en god idé at vælge et bureau, der er specialiseret inden for pågældende felt og derfor ved, hvor de skal lede efter de nødvendige kompetencer. Søger du derimod medarbejdere inden for et bredere felt af kandidater, er du måske bedre stillet med et større ”generalistbureau”.
- Hvilken type stillinger skal du have afsat? Lavpraktiske job, lederroller eller specialister – måske en blanding? Der kan være stor forskel på, hvor gode bureauerne er til at spotte talent inden for forskellige brancher og til stillinger af forskellige grader af kompleksitet.
- Hvilke kanaler afsøger bureauerne, og hvilke netværk trækker de på? Ved de, hvor de skal lede for at finde den knowhow, du har brug for?
- Vigtigheden af bureauets anciennitet og omtale i forhold til, at du kan få den rekrutteringshjælp, du har brug for – nogle dækker bredt uden den store faglige baggrund eller nødvendigvis anciennitet, andre fremhæver en mere smal og dybdegående ekspertise baseret på mange års erfaring inden for eksempelvis særlige nichebrancher.
Hvilke metoder har du brug for?
Bureauerne har forskellige procedurer for, hvordan de præscreener, screener, interviewer og tester kandidater. Derudover kan der være forskel på praksis for baggrundstjek af kandidaterne. Omfanget af de forskellige rekrutteringsydelser er naturligvis afspejlet i prisen.
- Hvilke slags kandidattests har du behov for, at bureauet kan facilitere? Har I brug for en særlig personlighedstype til at komplimentere et team? Kræver den ønskede rolle et bestemt skill-set? Med den rette test for det rette formål er du skridtet nærmere den rette kandidat.
- Kan cv, interview og tests bære kandidatudvælgelsen, eller er afprøvninger i branche-specifikke opgaver en nødvendighed? Det tilbyder nogle bureauer via særlige case-tests.
- Er referencer nødvendige for, at du føler dig tryg i kandidatens kompetence- og erfaringsgrundlag? Praksis for referencetjek kan variere meget fra bureau til bureau.
Hvilke goder skal rekrutteringsbureauet tilbyde?
Vikar, projektansat, fuldtid, deltid eller vikariat med mulighed for fastansættelse – der findes mange typer ansættelser. Nogle bureauer fokuserer primært på én type, mens andre er mere hybride. Det gælder både i forhold til forskellige ansættelsesformer, men også i forhold til diverse ansættelsesgoder, de kan tilbyde kandidaten.
Hav derfor følgende in mente:
- Hvor fleksible rammer ønsker du at tilbyde din nye kollega? Er muligheder for hjemmearbejde eller nedsat arbejdstid fx noget, din virksomhed lægger vægt på?
- Trives din virksomhed fint med et kontinuerligt skifte af kortvarige vikariater? Eller er et længere prøveperiodeforløb med sigte mod fastansættelse at foretrække? Sørg for at vælge et bureau, der kan tilbyde kandidaterne en ansættelsesløsning, som er i tråd med din virksomheds rekrutteringsbehov.
- Er fritvalgsordning en del af bureauets kandidatportefølje? Og tilbyder de faste kontaktpersoner, der dagligt sikrer kandidaterne ordnede arbejdsforhold?
Vi håber, at du med ovenstående er blevet klogere på, hvilken type bureau der matcher dine rekrutteringsbehov bedst.
Er du nysgerrig på, hvad Temp-Team kan gøre for din virksomhed, kan du læse mere om vores services her eller kontakte os på tlf. 70 10 09 44