Karriereråd
Sådan skriver du en ansøgning
Et præcist cv
Dit cv skal give et samlet billede af din uddannelse, erfaring, dine evner, personlige egenskaber og mål. Et cv skal fylde 1-2 A4-sider, og har du meget erfaring, vælger du kun de mest relevante oplysninger. Angiv tydeligt start- og slutdato og skriv den seneste beskæftigelse først.
En motiveret ansøgning
En ansøgning skal max fylde en A4-side og skal ikke være en gentagelse af dit cv. Den skal fremhæve, hvorfor du søger jobbet, og hvorfor de skal vælge at ansætte lige præcis dig.
Undgå lange sætninger
Vær så kort og præcis som muligt i dine beskrivelser.
Ret og korrekturlæs din tekst
Læs annoncen og tilpas dit cv og din ansøgning efter de nøgleord, som fremhæves i annoncen. Glem ikke at læse korrektur på din tekst for at undgå kedelige stavefejl.
Layout og disposition har betydning
Med tydelige rubrikker, en enkel skrifttype og et struktureret layout bliver din ansøgning let at overskue. På internettet findes der skabeloner, der kan downloades til frit brug.
Kontaktinformation og billede
Gør det nemt at komme i kontakt med dig ved at skrive dine kontaktinformationer på hver side (fx i sidehoved eller -fod) og kontrollér, at informationen er korrekt. Når du vedhæfter dit billede, er det vigtigt, at billedet er neutralt og passende for den stilling, du søger.
Inden jobsamtalen
Læs og forbered dine svar
Besøg virksomhedens hjemmeside for information om, hvilke ting virksomheden fremhæver som vigtige. Forbered dig på spørgsmål såsom dine stærke/svage sider, hvordan du håndterer stress, hvad der fik dig til at søge jobbet, hvad du har af forventninger osv.
Vær i god tid
Vær i god tid og medregn forsinkelser som problemer med bus eller parkering. Hav passende tøj på – tjek eventuelt firmaets dresscode ud forinden – og sluk mobilen. Det første indtryk er vigtigt.
Under jobsamtalen
Tænk på dit kropssprog
Ca. 80 % af al kommunikation sker via kropssprog. Tænk derfor på at:
- Hilse med fast håndtryk
- Have øjenkontakt med den, som taler til dig
- Undgå at sidde med korslagte arme
- Læn dig gerne frem og vis din interesse
Vær aktiv og stil spørgsmål
Vis interesse for arbejdspladsen og jobfunktionen til samtalen ved at stille spørgsmål.
Tal ikke dårligt om din tidligere arbejdsplads
Tal hellere om, hvorfor du søger nu, og hvorfor det er interessant og lokkende at skifte til deres virksomhed.
Svar på spørgsmål og glem ikke at lytte
Undgå lange diskussioner og snørklede forklaringer. Svar på spørgsmålene, som stilles, og afvent opfølgende spørgsmål. Spørg igen eller stil spørgsmål, hvis du er i tvivl om, hvad de vil have svar på.