Motivationsbrevet er alfa og omega – eller er det?
En hyppig fejlantagelse blandt nyuddannede jobdebutanter
En helstøbt motiveret ansøgning er afgørende for at gøre sig bemærket i jobsøgningen – eller er den? Rekrutteringsspecialist Kristian Kantsø giver råd og vejledning til, hvordan du som nyuddannet navigerer uden om en hyppig jobsøgningsmyte og retter blikket mod arbejdsmarkedet med de rette forventninger til, hvad der venter dig.
Som nyuddannet jobsøgende kender du sikkert følelsen:
Du er faldet over et opslag til en spændende stilling, du gerne vil søge. Men efter at have nærstuderet omfanget af det, der forventes i rollen, går luften af ballonen. For hvordan dælen skal du lige imødekomme det hele i en motiveret ansøgning, der skiller sig ud fra mængden?
Har du svært ved at sætte ord på dine motivationer på en kreativ og opsigtsvækkende måde, eller er du slet og ret i kapløb med ansøgningsfristen – så fat mod! Ingen af delene bør holde dig fra at søge jobbet. Hos flere virksomheder tillægges den motiverede ansøgning nemlig slet ikke så stor en betydning, som du måske går og tror.
Virksomheder vilde med cv’er
I Ballisagers rekrutteringsanalyse for 2023 mente kun 11 % af de adspurgte virksomheder, at den motiverede ansøgning var en disciplin, som jobsøgere kunne blive bedre til. Mere end dobbelt så mange mente derimod, at det var vigtigt at kunne skrive et godt cv.
En Jobindex-undersøgelse fra 2022 viser da også, at hele 79 % af arbejdsgiverne læser dit cv, før de går videre til ansøgningen – hvis de overhovedet gør det. Det er nemlig kun 6 ud af 10, der altid har for vane at læse ansøgningen.
Kristian Kantsø, der er afdelingsleder hos Temp-Team og specialist inden for rekruttering, er ikke overrasket:
”Et motivationsbrev er 95 % metafylde. Hvis du kigger på cirka 80 % af alle ansøgninger, står der, at man er struktureret. Men der står ikke noget om graden af struktur, eller hvad éns egentlige spidskompetence er. Jeg vil mene, at et helstøbt cv og en formfuldendt LinkedIn-profil er markant mere værd end en motiveret ansøgning.”
Han giver dig tre gode råd til, hvordan du bør gribe ansøgningsprocessen an:
1. Læg vægt på et motiveret cv
Er du en af dem, der har et standard cv liggende i en mappe på computeren, som du med få opdateringer har kørt med i årevis? Så er du sandsynligvis ikke alene.
Som jobsøgende kan man hurtigt blive så optaget af at få den motiverede ansøgning til at spille på alle parametre, at man negligerer værdien af og glemmer at få motivationerne med i et tilpasset cv.
Kantsø anbefaler dog nyuddannede at være opmærksomme på ikke at falde i den fælde:
”Idéen om, at motivationer er noget, der er forbeholdt en ansøgning eller et motivationsbrev er forældet. Når virksomheder prioriterer at kigge på dit cv først, er det jo et vink med en vognstang om, at det er her, du først og fremmest bør lægge kræfterne i at udtrykke din motivation.”
Han giver dig dig derfor nogle tips til, hvordan du griber det motiverede cv an:
✔️ Skriv en motiveret profiltekst i toppen af cv’et
En miniansøgning, om du vil, der med få linjer indleder resten af dit cv. Tænk det lidt som en tekst til en boligannonce, der hænger i vinduet hos den lokale ejendomsmægler.
En kort og målrettet teaser, der skaber nysgerrighed og udviser din motivation for stillingen – så arbejdsgiveren har lyst til at ”stikke hovedet indenfor” for at høre, hvad du mere konkret kan tilbyde deres virksomhed.
✔️ Strømlin dine erfaringer
Sørg for at opdatere dit cv, så du primært har de erhvervserfaringer med, som er relevante for stillingen, du søger. Det betyder dog ikke, at du partout skal udelukke alle erfaringer uden en-til-en-relevans.
Søger du for eksempel job som medarbejder i en salgsafdeling, kan erfaring fra et kontormiljø med lignende arbejdskultur godt være relevant, selv hvis jobbet ikke involverede salg. På samme måde kan erfaringer med salg, service og kundekontakt fra et caféjob også være værd at beholde på cv’et, selvom man måske ikke sad på et kontor.
Du bør dog aldrig forsøge at ”presse” en relevans ned over erfaringer, der tydeligvis ikke er relevante, pointerer Kantsø.
”Det bliver for søgt. Og i så fald er det bedre at stryge erfaringen. Så vær grundig og ikke mindst ærlig over for dig selv, når du tjekker dit cv igennem for erfaringer.”
Efterlader denne øvelse dit cv med lidt huller i tidslinjen, gør det ikke det store. Som nyuddannet er forventningen nemlig ikke nødvendigvis, at du har alverdens erfaring – hvilket leder os videre til næste tip.
✔️ Prioritér motivation og kompetencer over erfaringer
Hvor et klassisk cv ofte vil prioritere, at du bringer din karrieremæssige tidslinje i front, kan du som nyuddannet drage nytte af en mere kompetencestyret cv-opbygning, hvor motivation, kompetencer og færdigheder kommer før erhvervserfaring.
”Som nyuddannet har du sandsynligvis ikke de samme erfaringer at bryste dig af som de mere erfarne kandidater. Og det er helt ok. Det betyder bare, at du må spille på nogle andre strenge, hvis du vil gøre dig bemærket,” forklarer Kantsø.
Dit erfaringsniveau er ikke helt så altafgørende, som du går og tror. Det kan du læse en artikel om her.
2. Send kun det, der efterspørges
Selvom motiverede ansøgninger bliver læst i mindre grad end cv’er, er der stadig mange virksomheder, der efterspørger dem.
Kristian Kantsø anbefaler dog ikke at bruge alt for lang tid på et grundigt og gennemarbejdet motivationsbrev for at score drømmejobbet:
”Jeg tror aldrig, at en helstøbt ansøgning skader dig. Men jeg er heller ikke sikker på, at den giver dig et forspring. Slet ikke, hvis virksomheden kun beder om et cv og et par linjer om din motivation.”
Han anbefaler, at du altid kun sender det, som virksomheden efterspørger, da det ellers i værste fald kan trække ned i vurderingen af din samlede jobansøgning.
3. Vis retning og selvindsigt i den motiverede ansøgning
Har den lange kravliste i jobannoncen taget pusten fra dig i ansøgningsskriveriet? Så fat mod.
Der er nemlig ingen forventning om, at du som nyuddannet skal leve op til samtlige krav, der listes op i jobannoncen.
”Man kan ikke brænde for alt. I stedet for at tro, at du skal imødekomme alle krav og forventninger i din ansøgning, så slå ned på enkelte punkter i jobannoncen, hvor du kan mærke, at passionen, evnerne og udviklingspotentialet er størst,” forklarer Kantsø og fortsætter:
”Begå ikke den fejl, at du bare taler virksomheden efter munden. Skær ind til benet, hvad der oprigtigt tænder dig ved rollen og kom med argumenter for, hvorfor netop dit drive har sin berettigelse i virksomheden – også selvom det måske ikke lever op til kravlisten fra A til Z. Det gør, at din ansøgning fremstår mere on point, og du fremstår mere selvreflekteret.”
Ikke alene vil du formentligt opleve, at du sparer tid, idet ansøgningen i højere grad skriver sig selv ved, at du giver den et målrettet fokus; du bliver også mere klar om egne styrker, svagheder og udviklingspotentiale over for arbejdsgiveren.
”Hvis der er noget, som stort set alle arbejdsgivere kan lide, så er det, at du udviser selvindsigt,” understreger Kantsø og kommer med en peptalk:
”Spil på alle heste og kridt skoene – jobbet dumper sjældent ned fra himlen. Acceptér, at vejen til drømmejobbet ikke er lineær. Sætter du dig for at finde drømmejobbet som det første, kan du hurtigt blive skuffet. Så find i stedet den erfaring, der kan åbne døren for det næste job. Så skal du nok nå i mål.”
Lad Temp-Team hjælpe dig
Temp-Team har 45 års erfaring med at rekruttere jobsøgende til virksomheder, hvis behov matcher profilen.
Mangler du råd og vejledning til jobsøgningsprocessen, kan du læse vores generelle karriereråd eller give os et uforpligtende kald på 70 10 09 44. Vores dygtige rekrutteringskonsulenter sidder klar til at hjælpe, hvad end det drejer sig om store eller små spørgsmål.
Du er meget velkommen til at oprette dit cv i vores database, hvor vi dagligt matcher kandidatprofiler med virksomheder inden for et bredt felt af industrier og brancher.